Månedens PLUS-blogger: Ditte K

   

21e65e5a3e7b11e388f622000a1fbc72_8

Navn: Ditte Kirkegaard Alder: 21 år Blognavn: Ditte K By: Odense

Hvad laver du til dagligt?
Jeg mangler de sidste 4 fag af min HF, som jeg skal færdiggøre efter sommerferien, efter en længere sygemelding med diskusprolaps. Efterfølgende søger jeg ind på journaliststudiet på Syddansk Universitet, og hvis det ikke går som forventet, søger jeg ind på medicinstudiet.

 

Hvor længe har du blogget?
Jeg startede med at blogge i marts 2014, så jeg er stadig meget grøn i faget.
Hvad får du ud af at blogge og hvor lang tid bruger du på det dagligt?
Det startede ud som et mindre for-sjov-projekt for mig, fordi jeg altid har elsket at skrive og formulere mig gennem ord. Da jeg blev “anbefalet” på en større blog for ganske få dage siden, eksploderede sidevisningerne og de sødeste kommentarer strømmede ind. Dét er dejligt. Så at få lov til at skrive om alt muligt, der rører sig i mit liv, og at der ydermere er folk, der vil læse det, er det bedste ved at blogge for mig. Jeg bruger mellem en halv til en hel time dagligt – Indimellem på at skrive, andre gange på at læse og svare på kommentarer.

 

Hvorfor lige en blog om livet som mor, og hvor finder du din inspiration?
Jeg vil nærmere sige, at det er en blog om livet som mig. Men en stor del af min identitet er selvsagt mor-rollen, og det fylder enormt meget i mit liv døgnet rundt. Samtidig kender jeg ingen andre bloggere, der er blevet mødre som 17-årig, hvilket er et emne, jeg ofte bliver spurgt ind til i min dagligdag og på den måde kan formidle videre igennem min blog. Jeg finder inspiration i de fleste ting. Ting der foregår i min hverdag, ting jeg ser, og naturligvis andre blogs jeg læser.

2627a8f2619e11e391df12e95421f4fe_8

Hvilket indlæg på din blog er du mest stolt af?
Jeg ved ikke, om der som sådan er noget indlæg, jeg er meget stolt af. Dem, der skiller sig mest ud, er de to indlæg, jeg har skrevet om at være ung mor. Mest af alt fordi det er et personligt emne at skrive om sin moderrolle (uanset alder), og det har været en personlig overvindelse for mig at lade fremmede mennesker ind i min historie.

 

Har du nogle guilty pleasures, når det kommer til mad?
Ikke som sådan. Jeg spiser sjældent ret meget, til gengæld er jeg røvdårlig til at spise sundt. Jeg spiser, hvad der falder mig ind. Hvis jeg skulle nævne én ting, ville det være mælkesnitter. De kan et eller andet.

 

Hvordan foregår det, når du skal skrive et blogindlæg? Er der noget særligt, du gør? 
Jeg skriver mest af alt bare. Læser det igennem en masse gange, retter lidt og læser igennem igen. Hvis der foregår for meget omkring mig (eksempelvis en 4-årig, der klatrer på mig), gemmer jeg kladden og åbner det senere.

 

Hvilke blogs er dine favoritter og hvorfor?
Det er Mette Marie Lei Langes blog, Twinpeaks, som også var bloggen, der anbefalede mig. Udover den læser jeg troligt med hos Trine Maria Larsen på Lortemor. Jeg lægger stor vægt på velskrevethed og personlighed i indlæggene, derfor er de mine foretrukne. Udover dem læser jeg også mere “letlæselige” blogs med inspiration, gode tips til tilbud og hyggelige hverdagshistorier såsom Copenhagen Kiddo, De Normale og Emili Blog.

10354352_477387435728961_988332933_n

Fortæl mig 5 ting om dig, jeg ikke ved:
1: Jeg skatede i mine spæde teenageår. Med boards fra Skatehouse til 2500 kroner. Den slags.
2: Jeg er venstrehåndet. Kan ikke bruge min højre side af kroppen til ret meget.
3: Folk (der kender mig) lægger altid 15-30 minutter til, når jeg skal møde op på et bestemt tidspunkt. Det er almindeligt kendt, at jeg er langsom.
4: Jeg er generelt imod al slags reality-tv. Undtagen Keeping Up With The Kardashians. Det er min guilty pleasure.
5: Jeg har ingen tatoveringer. Og jeg skal ikke have nogen.

 

Et godt råd til en kommende blogger in spe?
Det føler jeg jo stadig, jeg selv er. Så mit råd må være bare at gøre det. Jeg har ikke gjort noget specielt. Jeg har ikke reklameret for mig selv nogen steder. Og alligevel lykkedes det (so far).  Giv det et skud!

Skriv en kommentar