Månedens Premium Blogger, Jasmin Gabay: »Faktisk var det helt random, at jeg endte i ‘Den store bagedyst’«

   

Navn: Jasmin Gabay 
Alder: 30


Blognavn: Jasmingabay.dk 
By: Søborg

»Det er umuligt at forberede sig på, at folk pludselig kender en. Det er vildt underligt, at “bare” fordi man bager en kage på tv, så bliver man folkeeje«, fortæller Jasmin Gabay og griner, da vores snak hurtigt falder på DR’s lørdagsbasker, ‘Den store bagedyst’.   

Jeg har inviteret vores blogger, der netop nu er aktuel i DR’s succesprogram, ind på Bloggers Delight-kontoret til en snak om kager, en karriere i musikbranchen, en stadig nyetableret blog og selvfølgelig deltagelsen i ‘Den store bagedyst’. 

»Faktisk var det helt random, at jeg endte i ‘Den store bagedyst’. Altså, jeg havde en veninde, jeg syntes skulle melde sig, men casteren blev også ved med at ringe til mig. De ville virkelig gerne have mig med«, siger Jasmin Gabay og fortsætter: 

»Jeg tænkte bare; nu gør vi det! Man kan kun få noget sjovt ud af det!«.  

Jasmin Gabays lyst til at prøve nye ting – som eksempelvis at deltage i ‘Den store bagedyst’ – virker umiddelbart til at indkapsle hele hendes tilgang til livet. Gentagende gange i vores snak kredser hun om, hvor meget oplevelserne betyder. 

»Jeg er en oplevelsesjæger!«, konstaterer hun. 

En karriere med musik 

Denne tidlige morgen i november, hvor vi har aftalt at mødes, kommer Jasmin direkte fra Go’ Morgen Danmark-studiet i Tivoli. Her handlede det dog ikke om de kager, hun med stor succes har kunnet fremvise hver lørdag i bedste sendetid de seneste mange uger. Derimod handlede det om musik, der både er hendes job og store passion. 

Gennem en længere periode har hun blandt andet sunget kor for Patrick Dorgan, som denne morgen gæstede Go’ Morgen DK for at spille sin nye single med Stine Bramsen, hvor Jasmin var med på kor. 

Samtidig har hun længe arbejdet på sit eget soloprojekt, som ifølge hende selv har været lidt for lang tid undervejs. 

»Jeg har altid lavet musik, men jeg har været en kæmpe kylling. Jeg har aldrig udgivet noget på egen hånd, så det er ret sindssygt, at jeg først udgiver noget nu«, fortæller hun og fortsætter: 

»Det er jo helt vildt angstprovokerende«.

Udover at synge kor for Patrick Dorgan og arbejde på at klargøre sit soloprojekt, har hun i flere år sunget i blandt andet cirkusbygningen og i jazzkollektivet. Alligevel har drømmen om at stå på egne ben været den største motivation – og første single regner hun med at udgive i denne måned, hvis alt går efter planen. Samtidig er rejsen med det nye projekt noget af det, hun kommer til at sætte fokus på, på sit blogunivers, som hun etablerede for nogle måneder siden. 

»Det er planen, at læserne kan følge rejsen (med musikken, red.) på bloggen«.

Vil inspirere 

Jasmin Gabay startede egentlig sin blog for at lave opskrifter og skabe et naturligt univers i forlængelse af sin deltagelse i ‘Den store bagedyst’, men hun fandt hurtigt ud af, at formatet kunne meget mere end opskrifter og kager. 

»Jeg indså hurtigt, at det er fedt at skrive om alt muligt andet! Udover at vise kager, har man et talerør, hvor man virkelig kan ytre sine holdninger; og jeg har stærke holdninger!«, fortæller hun og uddyber, at det hele ikke behøver at være så perfekt på hendes domæne, for hendes liv er ikke glam. 

»Det hele må gerne være lidt uperfekt. Jeg vil gerne vise, hvordan tingene også kan se ud«.

Mens kager, musik og fortællinger om hendes liv som mor til Jonathan på 2 år vægtes højt på bloggen, fastslår hun, at essesenen med bloggen grundlæggende også er at kunne inspirere. 

»Det er så fedt at kunne inspirere. Man kan skrive om alt på bloggen. Jeg har for eksempel altid farvet tøj på i bagedysten«, siger hun for at nævne et eksempel på den alsidighed i emner, hun kan inspirere med.

I løbet af vores snak, fortæller Jasmin også, at bloggen er med til at igangsætte kreative processer for hende og hjælpe hende videre, når hun eksempelvis har arbejdet med sit tekstunivers til sin musik. 

»Nogle gange har jeg været ramt af en blokade, når jeg har skrevet musik – det er vildt skræmmende. Men det er jo ikke skræmmende at skrive på en blog. Og når man er i den her kreative proces, giver det også noget til sangskrivningen, når man eksempelvis blogger«. 

Mod slutningen af vores snak, får jeg lyst til at spørge, hvordan man egentlig kan definere Jasmins blogunivers, der favner en række ting fra Jasmin liv.  Og hun er også hurtig til at understrege, at det er et flersidigt univers. 

»Mit skriveri er en rodebunke. Men højt humør er altafgørende. Jeg har prøvet at styre, hvad jeg gerne ville med bloggen. Det skulle være kommercielt og kage. Men det kan jeg altså ikke holde mig til. Min ægthed fylder for meget. Jeg kan ikke lægge bånd på, hvem jeg er. Så læseren får hele mig. Måske er det lidt rodet. Men det fungerer, hvis man gør det ærligt«.

Besøg Jasmin Gabays blog her.  

Læs også: Månedens Plus blogger er Jonathan Windfeld

Skriv en kommentar