5 SEO-tips til at få bedre placeringer på din blog

   

Dette gæsteindlæg er skrevet af Martin Lassen Dam fra MoneyTalk.

 

I denne artikel får du 5 konkrete SEO-tips, der kan hjælpe din blog til at få flere organiske besøgende fra Google. Det er en tidskrævende proces at drive en blog, og det er for mange derfor også en udfordring at have fokus på søgemaskineoptimering. Vi tager her udgangspunkt i nogle konkrete og forholdsvis simple elementer, som du kan fokusere på, når du alligevel skriver dine blogindlæg.

 

Søgeordsanalyse med Google Keyword Planner

Søgeordsanalyse kan lyde tidskrævende, men i virkeligheden behøver denne proces slet ikke at være særlig omfattende for at skabe værdi. Jeg anbefaler det gratis værktøj Google Keyword Planner – find værktøjet her.

Lad os tage udgangspunkt i, at du vil skrive et blogindlæg om din nye taske fra Chanel. I Google Keyword Planner skriver du blot ”chanel taske” i søgefeltet og vælger ”vis nært relaterede idéer”. Herefter kan du både se søgevolumen på det primære søgeord, og de relaterede søgeord, samt hvor intens konkurrencen er på søgeordet.

Brug idéerne aktivt, når du skriver blogindlægget og sørg for at inkludere så mange relevante søgeord som muligt. Denne metode tager ikke lang tid at bruge, men det bidrager i høj grad til at optimere dit blogindlæg mod søgemaskinerne.

Kvalitet i fokus

Google elsker, at dine læsere bliver på din side i lang tid. Dette kan kun opnås, hvis du leverer blogindlæg i højeste kvalitet, så dine læsere ikke stopper med at læse midt i blogindlægget. Høj kvalitet indebærer både, at teksten er grammatisk korrekt, men i høj grad også, at indholdet er relevant for dine læsere. Derudover kan man med fordel også fokusere på at skabe indhold, der kunne være relevant for andre bloggere eller hjemmesider at henvise til – dette vil i høj grad hjælpe til at få succes i din outreach.

 

Brug billeder og video

Billeder og videoer er med til at gøre dit blogindlæg mere interessant overfor læserne og samtidig holde dem længere på din side. Det betyder, at Google også vurderer blogindlæg med billeder og videoer højere end ellers. Som blogger, er billeder en naturlig del af et blogindlæg, der som udgangspunkt forekommer helt af sig selv. Du kan dog med fordel også vælge at lægge videoer på din blog indimellem.

 

Interne links

Interne links betyder, at du fra dit nye blogindlæg linker til dine tidligere relevante blogindlæg. Dette hjælper Google til at finde ud af, at du har andet indhold på din side, der også er relevant for læserne og hjælper dermed til, at dine tidligere blogindlæg også kan opnå højere placeringer i søgemaskinerne.

Det er dog vigtigt, at du kun linker til tidligere blogindlæg, der har god relevans. Hvis intern linkbuilding overdrives og gøres uden relevans, kan det ende med at have negativ indflydelse på din side.

 

Outreach

Det sidste gode råd er outreach. Outreach betyder i sin essens blot at række ud til andre blogs og websites med dit indhold med henblik på at få henvisninger og links. Helt simpelt kunne dette være at lave et kort nyhedsbrev hver gang, du udgiver et nyt blogindlæg og på den måde informere dine læsere om, at der nu er nyt indhold på bloggen. På den måde deles indholdet, og hvis du samtidig har leveret indhold af høj kvalitet, forøges chancen for, at andre hjemmesider vil linke til dit indhold og herigennem styrke SEO.

 

Skriv en kommentar