MÅNEDENS PREMIUM BLOGGER: MOR TIL TO

   

IMG_9566Navn: Cana Buttenschøn Alder: 28 Blognavn: MorTilTo By: Jeg har lige slæbt min familie med til København – indtil nu har vi i hele bloggens levetid ellers boet i det sydligste Sønderjylland, i Broager.

 

Hvad laver du til dagligt?
Jeg er uddannet jordemoder, arbejder på et psykiatrisk bosted og håber på at blive optaget på psykologistudiet lige om lidt. Jeg har altid gang i en masse nye ting i mit liv, og kan slet, slet ikke tåle tanken om at stå stille i livet.

 

Hvor længe du blogget og hvad blogger du om?
Jeg har blogget i lidt under et år, så min blog er stadig ved at tage form. Den startede ud som en udpræget mor-blog med overload af lortebleer og ammeindlæg, men jeg tror den er på vej imod at blive en ”kvinde-blog” om mit kvindeliv, på godt og ondt.

IMG_7606

Hvad får du ud af at blogge og hvor lang tid bruger du på det dagligt?
Jeg elsker at blogge! Det giver mig en ro at få gennemreflekteret mit liv og få skrevet mine tanker ned. Jeg elsker at skrive, samle inspiration og dele mine iagttagelser. Særligt når mine læsere giver mig feed-back, kan jeg mærke hvor fedt jeg i virkeligheden synes det er. Og det gør de heldigvis rigtig meget.

 

Hvorfor lige en blog om det emne og hvor finder du din inspiration?
Jeg er ikke ekspert på så mange andre områder end lige mit eget liv, så jeg syntes det var nærliggende at skrive om lige præcis dét, nu hvor mit faglige ekspertfelt formentlig ville være lidt for upassende at udpensle fuldkomment i blogform. Helt ærligt, hvem gider læse om ammebryster og tissekoner hver dag?

 

Hvilket indlæg på din blog er du mest stolt af?
I virkeligheden er jeg nok allermest stolt af mit første indlæg. Fordi det var dér jeg sprang ud i det. Der hvor jeg første gang delte mine tanker på skrift. Udover dét, er jeg stolt over mit indlæg om at leve sammen med en hiv-smittet, fordi jeg med det indlæg var med til at oplyse enormt mange mennesker om, at velbehandlet hiv ikke smitter.

IMG_6404

Har du nogle guilty pleasures?
Guilty? I virkeligheden ikke. Jeg deler det meste og er ikke pinlig over at indrømme, at jeg for eksempel godt kan finde på at smugspise chokolade, fordi jeg så bilder mig selv ind, at det ikke feder (helt ligeså meget), når ingen ved jeg spiser det. Dumt, i know.

 

Hvilke(t) produkter/gadges kan du ikke leve uden i hverdagen som blogger?
Min iphone! Den klarer både billeder, tekst, indlæg og kommentarer i et snuptag.

 

Hvordan foregår det, når du skal skrive et blogindlæg?
Oftest skriver jeg mine blogindlæg om aftenen, når jeg har puttet børn. Af samme årsag ser jeg stort set aldrig fjernsyn, fordi jeg, når jeg ikke blogger om aftenen, hellere vil holde hånd med min mand eller mine veninder.

 

Hvilke blogs er din favoritter og hvorfor?
Jeg har ret mange favoritter, som skifter lidt hele tiden. Lige p.t. er jeg dog svært begejstret for Live fra Lolland, som er den sjoveste blog jeg nogensinde er kommet i nærheden af. Jeg elsker den.
Derudover er jeg vild med Twinpeaks, som – ligesom Mortilto – er en uhøjtidelig kvindeblog.
Det vigtigste for mig når jeg læser blogs er, at jeg skal underholdes, inspireres og måske også udfordres en lille smule. Helst i en letfordærvelig, spændende og velskrevet udgave, som de to blogs anført, på hver sin måde, i dén grad mestrer.

IMG_2957

Fortæl mig 5 ting om dig, jeg ikke ved:
– Indtil jeg mødte Thomas spillede jeg guitar stort set hver eneste dag. Nu spiller jeg stort set aldrig, selvom Thomas elsker det. Det giver ligesom bare ikke så meget mening for mig mere.

-Som barn boede jeg en årerække på et stutteri og kunne ikke forestille mig et liv uden heste. Nu kan jeg ikke forestille mig et liv med heste. Slet ikke, faktisk.

– I folkeskolen blev jeg medlem af konservativ ungdom. Jeg tror egentlig ikke jeg var så fokuseret på hvad de stod for, men en veninde som jeg så meget op til, fortalte mig at det var fremtiden. Nu ved jeg at hun løj. I hvert fald overfor mig.

– Da jeg startede på jordemoderuddannelsen, var jeg hundrede procent overbevist om, at jeg aldrig skulle blive kaffedrikker. Mage til klamt stads skulle min mund ikke i nærheden af. Tilfældighederne ville det dog således, så jeg en overgang havde mig en svigermor, hvis mission var, at lære mig at drikke kaffe. Således har jeg drukket kaffe/vodka, kaffe/tequila, kaffe/alt-muligt-klamt, indtil jeg en dag smagte en kaffe/baileys. Siden den dag har jeg drukket kaffe – og min absolut foretrukne er stadig en espresso med et skvæt baileys. Det er virkelig, virkelig lækkert!

– Da jeg gik ud af folkeskolen fortalte min nu desværre afdøde lærer mig, at han mente at jeg burde studere psykologi. Dengang kiggede jeg skævt til ham og fastholdt, at jeg skulle studere atomfysik. I dag kan jeg godt ærgre mig en lille smule, at jeg ikke var bedre til at tage imod gode råd.

IMG_1525

Et godt råd til en kommende blogger in spe?
Der er så mange gode råd og do’s and dont’s, men dét jeg i virkeligheden vil slå det allerstørste slag for er, at man som blogger skal være sig selv. Skrive og udgive det der føles naturligt. Og så huske for guds skyld at læse korrektur. For mig er det helt afgørende, at det skrevne fremstår nogenlunde korrekt – selvfølgelig kan der være tastefejl eller små svipsere hist og pist, men hvis de fylder for meget, bliver jeg som læser lynhurtigt hægtet af.

Skriv en kommentar