Månedens Plus blogger er Jonathan Windfeld

   

Navn: Jonathan Windfeld 
Alder: 29


Blognavn: jonathanwindfeld.bloggersdelight.dkBy: København

Hey J, vil du starte med at fortælle lidt om dig selv? 

»Jeg hedder Jonathan og er 29 år gammel. Jeg er født og opvokset i Storkøbenhavn og bor stadig i København. Til dagligt arbejder jeg som fysioterapeut på en privatklinik. Jeg er også en passioneret løber med en stor interesse for sneakers, sportstøj, træningsgear etc.«.

Hvorfor startede du din blog, og hvad handler den om? 

»Jeg startede primært min blog for at have et medie, hvor jeg kunne sætte lidt flere ord på de billeder, jeg lægger ud på Instagram.

Jeg følte, at folk hurtigt kunne få et forkert indtryk af mig, hvilket skyldes Instagrams opsætning med et billede og en meget kort tekst. Jeg savnede et medie med mulighed for at kunne sætte flere ord på og derigennem give folk et mere personligt indblik i den person, der står bag.

Samtidig ser jeg som fysioterapeut dagligt bagsiden af medaljen ved mangel på aktivitet. Jeg håber derfor, at min blog kan være med til at inspirere til aktivitet, og så elsker jeg at kunne dele min passion for mit eget løb, men især også dele min passion for sko og sportsmode«.

Hvad inspirerer dig, når du skriver indlæg på bloggen? 

»Det kan i princippet være alting. Jeg deler både mine egne daglige træningserfaringer, men vil også gerne svare på de spørgsmål, som jeg får i min indbakke.
Jeg bliver selvfølgelig i høj grad også inspireret af alle de nye releases og tendenser, der er i løbe-/træningsverdenen«.

Hvad giver det dig at blogge?

»For mig er det et sted, hvor jeg kan dele nogle af de ting, som jeg er passioneret omkring. Det er et sted, hvor jeg kan sætte nogle ord på mine personlige interesser, og så er det jo bare dejligt, at det skaber en mulighed for at nå folk med de samme interesseområder, som jeg selv har.
Og så glæder det mig hver gang nogle tager kontakt, har kunnet hente noget inspiration i mit indhold eller har kunnet anvende det til noget konstruktivt«.

Hvilke blogs læser du selv? 

»Som mand, har jeg selvfølgelig en tendens til at foretrække de andre mandlige bloggere. Da der ikke på nuværende tidspunkt er mange andre mandlige bloggere i mit felt, følger jeg også i høj grad med i flere af de kvindelige bloggere i træningskategorien.
Jeg elsker at følge med i flere af de mandlige modebloggere, og især Alexander Gram (aka Preppy Beast), var i høj grad en af dem, der inspirerede mig til at starte min egen blog.
Ellers kan jeg godt lide at browse de nyeste oplæg og følge med mere emnebaseret, hvis der er nogle, der har skrevet om noget, jeg finder interessant«.

Fortæl lidt om din passion for sneakers

»Jeg må nok være ærlig og sige, at jeg har en lille svaghed for sneakers. Det er  – for mit vedkommende – meget svært at slå følelsen af at åbne en ny orange kasse (Nikes kasser, red.) , eller have et nyt par sneakers på.
Det startede alt sammen på et besøg i NYC og mine første Jordans, og siden dengang har det udviklet sig. Jeg har været igennem flere faser, hvor jeg tidligere var mere til livsstils-sneakers og nu især er meget vild med de løbe-inspirerede modeller. Jeg sætter dog også stadig pris på en klassisk sneaker eller en lækker støvle«.
Skriv en kommentar