Månedens Premium Bloggere er Jule-hygge: »Vi føler begge, at vi har en masse fortællinger og glæde at dele ud af«

   

Navn: Marie-Louise og Cathrine 
Alder: 23


Blognavn: jule-hygge.dk 
By: Aarhus

Instagram: @julehyggedk

JULEN. Årets hyggeligste tid er over os. Derfor var det også oplagt, at vi rettede fokus mod Marie-Louise og Cathrine, da vi skulle finde månedens premium bloggere for december. Sammen har de bygget et blogunivers op, der har jul og hygge som det helt store omdrejningspunkt.

Vi har bedt tvillingesøstrene bag bloggen om at sætte et par ord på deres store passion – og ikke mindst lysten til at dele ud af den på deres blog.

Vil I ikke starte med at give en kort introduktion af jer selv? 

»Vi er to tvillingesøstre på 23 år, som begge bor og studerer i Aarhus. Jeg, Marie-Louise studerer i øjeblikket kandidaten Corporate Communication ved BSS på Aarhus Universitet, og jeg, Cathrine, studerer overbygningen af Branding og Marketing på VIA Design & Business. Vi er født og opvokset i en mindre by ved navn Thorsager, der ligger på Djursland, men har siden gymnaiset primært haft job og studie i Aarhus. Sammen har vi  skabt vores eget juleunivers jule-hygge.dk med ønsket om at skabe og sprede julestemning«.

Jeres passion for jul, hvordan opstod den? Og hvorfor startede I en blog om emnet?

»Vi erindrer ikke, at vores passion for julen ‘opstod’, idet vi føler, at den altid har været til stede – den har blot udviklet sig med tiden, og vores passion for julen bliver kun større og større for hvert år der går. Vores drøm er på et tidspunkt at leve af det vi elsker, nemlig julen, og vi har derfor længe vidst, at vi ville starte et eller andet der omhandlende højtiden.

Vi føler begge, at vi har en masse fortællinger og glæde at dele ud af, og valget faldt derfor på anvende bloggen som primært medie og platform. Med tiden ville det være fantastisk at skabe en decideret hjemmeside, hvorfra vi kunne sælge ud af egen-producerede varer; vi ønsker dog stadig at bevare blog-elementet, hvorpå man deler ud af idéer og personlige minder/erfaringer«.

Hvordan finder I inspiration – især i alle andre måneder end december?

»Vores blog hedder jule-hygge, og det er meget bevidst, at navnet har et lige fordelt fokus på henholdsvis jul og hygge. I andre måneder end december er hygge derfor meget i fokus! Vi ELSKER at hygge og er efterhånden professionelle hyggere. Måder hvorpå vi kommer i hygge-mode er derfor: stearinlys, gode film, musik, lyskæder, tæpper, hygge-sokker, store striktrøjer og masser af te eller varm kakao. Så en stor del af vores inspiration kommer fra kedelige, gråvejrs dage, som vi jo heldigvis har mange af her i Danmark«.

Hvad giver det jer at blogge? 

»Det giver os afløb af en art. Nu hvor mange af vores venner, veninder og familie ikke er lige så tossede med jul, som vi er, så er det rart at kunne skrive sine tanker og idéer ned, og dele det med andre end blot sine nærmeste og perifære beskendtskaber. Det er fantastisk at få respons fra ‘Lotte fra Fyn’, der deler vores juleglæde og kan nikke genkendende til alt det, vi går og laver. Respons og feedback fra folk der følger med er noget af det aller bedste, og det er også derfor, at vi har valgt at starte en blog fremfor en dagbog. Dét at nå ud til folk, giver os utrolig meget«.

Vil I fremhæve jeres tre favoritindlæg og fortælle hvorfor?

1. Din guide til flyverdragter og heldragter 2018

»Fordi indlægget er relevant og aktuelt på tidspunktet det blev udgivet, og tapper ind i stor tendens lige i tiden. Det er netop sådan et indlæg vi selv ville elske at læse og faktisk før har ledt efter! Vi udgav det sidste år og lavede i år en udvidet version og mærkede stor interesse begge år«.

2. Interview med Pyrus

»Fordi vi ELSKER Pyrus og fordi det var så fedt, at få lov at snakke med vores allesammens Nisse. Vi har ikke før læst et interview med Pyrus, som nisse, og det synes vi var en skide sjov vinkel. Alle har et forhold til Pyrus og ved hvem han er, så mange synes naturligt, at det er sjovt at læse om«.

3. Hygge-fjernsyn i julen 2017

»I juledagene skal man helst lave så lidt som overhovedet muligt; bare det at rode igennem tv-guiden kan være anstrengende.Vi har derfor samlet alt interessant og hyggeligt jule-tv i en samlet oversigt! Jule-tv er noget af det helligste for os og er en fast tradition, der ikke aldrig bliver lavet om på. Vi står tidligt op, på med hygge-tøjet og hygge-strømperne, dynen omkring og så ind og slænge sig i sofaen. Og der bliver vi så hele dagen«.

I har flere gange været i Go’morgen Danmark denne jul. Hvordan er det lige pludselig at være ”jule-eksperter” på TV ?

»Vi vil hurtig ændre fra ‘jule-eksperter’ til ‘jule-entustiater’. Vi stræber til gengæld efter en dag at blive jule-eksperter, men det tror vi kræver en smule flere års træning. For nu, så gør vi hvad vi kan få at lære og blive klogere på julen og alle dens traditioner!

MEN, det er utrolig sjovt at komme på TV og det er en vild fed oplevelse. Dels, er det rigtig  spændende at få en fod ind i redaktionens ‘univers’ og se hvordan det hele fungerer bag skærmeren såvel som på skærmen, og dels er det en fantastisk oplevelse at få lov at dele ud af alt det vi brænder for og på den måde udvide det “talerør” vi har fået skabt.

Det er dog også en smule angstprovokerende pludselig at komme på landsdækkende tv, men vi har siden indslagene oplevet utrolig god respons og fået mange henvendelser både i virkeligheden og på mail. Der er mange, der anerkender alt det vi laver og mange er enige i vores meneninger og synspunkter om julen – og det er en fantastisk følelse!«

Hvad er det bedste ved julen? 

»Det bedste vi julen, er den følelse den bringer og de minder den vækker. Højtiden bringer en ro med sig, som gør, at alle rykker dét tættere sammen. Traditionerne er i for sig også det bedste, men det handler i højere grad om de minder, som man associerer med de enkelte traditioner. Derfor synes vi, at det bedste ved julen er den unikke og ubeskrivelige stemning, som højtiden bringer med sig.

Julen består ofte af familie, julemad, juletræ og julegaver. Fjerner man familien ud af ligningen, syntes det resterende nytteløst. Fjerner man derimod maden, træet og gaver, og derimod beholder familien, er det stadig muligt at bevare julens ånd. Så længe vi har hinanden, skal det hele nok gå«.

Jeres bedste juletip? 

»Budskabet er klart: tag dig tiden til oprigtig fordybelse – julen handler ikke om ‘at komme i mål’, men handler, som så meget andet, om processen om at nå dertil. Og den skal nydes!«.

Læs også: Interview på TV2: Instagram vil stoppe falske følgere: »Hvis det virker, vil nogen blive hængt til tørre«

Skriv en kommentar