Månedens PREMIUM blogger: Sydhavnsmor

   

4

Navn: May Silja Holm Alder: 35

Blognavn: Sydhavnsmor By: København – Sydhavnen

Hvad laver du til daglig?

Jeg har satset alt, og lever af at blogge. En måske sindssyg beslutning når man har to små børn man skal forsørge, samt en studerende mand, men jeg tager en dag af gangen og tror på at det hele nok skal gå. Jeg er desuden tilknyttet et teater, hvor jeg assisterer som PR-medarbejder engang i mellem.

Hvor længe har du blogget og hvad blogger du om?

Jeg oprettede bloggen i september 2015. Bloggen har udviklet sig en del gennem tiden, fra at omhandle barsel med Sofus, til i dag, hvor det er en livsstilsblog med indlæg om rejser, tips, kultur til familie, mad og bolig.

1

Hvad får du ud af at blogge og hvor lang tid bruger du på det dagligt?

Jeg kan ikke lade være med at blogge. Alt hvad jeg foretager mig tager en blog-vinkel oppe i mit hoved, om dagen, aftenen og om natten. Jeg har været freelance skribent i 12 år før jeg startede bloggen, og forklarer mig langt bedre på skrift end tale.

Jeg er ikke en man ser op til, men en man identificerer sig selv med. Det er vigtigt for mig at bloggen er i øjenhøjde. Jeg bruger mere end fuldtid på at blogge. For der ligger meget mere arbejde i at drive en blog, end blot at udgive et indlæg hver anden dag. Nogle indlæg bruger jeg dage på at redigere færdige, andre tager mig 10 minutter at skrive, før jeg udgiver dem.

Hvorfor lige en blog om det emne og hvor finder du din inspiration?

Det skal ikke være nogen hemmelighed at bloggen voksede i takt med at jeg begyndte at udvikle og dele opskrifter. Jeg er ingen haj i et køkken, men er selv en til tider træt og travl mor, der ikke kan overskue de polerede opskrifter, fordi de ser alt for uoverskuelige ud. Så jeg tænkte at andre havde det på samme måde, og heldigvis gider de også at læse om alt det andet jeg skriver om. Nu synes jeg ligefrem det er skide sjovt at stå i et køkken – hvis jeg kan lave noget godt ud af få ingredienser, på kort tid ;) Inspirationen til mine indlæg finder jeg over alt. Når jeg er ude blandt andre, i fjerneren, i mine drømme og når jeg læser. Alt der ryger ind.

7

Hvilket indlæg på din blog er du mest stolt af?

Det kan måske lyde lidt fjollet at et indlæg om cykelhjelme er noget man kan være stolt af, men det var faktisk det indlæg der fik mig selv til at blive fornuftig ift selv at bruge cykelhjelm, men ellers vil jeg sige indlægget “En overset og i den grad upcoming Københavnerbydel”, som jeg fik så god respons på. Faktisk skrev to kvinder efterfølgende til mig at de var flyttet til Sydhavnen, efter at have læst indlægget. De havde tvivlet mellem to bydele – og de var SÅ glade for deres endelige Sydhavns-valg. Så selvom jeg engang i mellem tænker hvad fanden jeg egentlig har gang i, så får jeg heldigvis ofte søde tilbagemeldinger på mine ord.

Har du nogen guilty pleasures?

Ork ja, MANGE! Jeg spiser chokolade hver dag, og så kan jeg ikke bare tage et enkelt stykke kage. Enten takker jeg nej, ellers går jeg all in og æder hele kagen. Mest det sidste…

10

Hvilke(t) produkter/gadgets kan du ikke leve uden i hverdagen som blogger?

Min telefon. Min mand synes jeg er skide irriterende og fraværende. Før jeg fik min nye Mac, som jeg nu ikke kan leve uden, skrev jeg alle mine indlæg på min godt slidte Iphone 6. Nu skal jeg – lidt senere end alle de smarte, opgradere til en 7 plus’er, for de tager så sindssygt gode billeder.

Hvordan foregår det, når du skal skrive et blogindlæg?

Som regel skriver jeg mine ideér ned undervejs, men andre gange kan jeg også bare sætte mig ned foran min computer og så vælter der 10 indlæg ned over mig. Jeg er ikke en særligt tjekket type generelt, men lige når det gælder bloggen kan jeg faktisk godt lide struktur og planlægning. Jeg har det bedste med at have indlæg til de næste 14 dage klar. Om de bliver udgivet i den rækkefølge jeg har planlagt er bestemt ikke sikkert, for jeg får en million ideér undervejs, og mit spontane jeg udgiver også ofte uplanlagte indlæg, og så synes jeg pludseligt at de indlæg jeg havde planlagt nogle dage før, er skide kedelige eller irrelevante. Så ryger de i skraldespanden eller bliver liggende som kladder i al evighed. Jeg har mindst lige så mange kladder på færdigskrevne indlæg liggende, som udgivne indlæg i WordPress, tror jeg.

5

Hvilke blogs er dine favoritter og hvorfor?

Jeg er generelt stor fan af Dillerbandens blogs. De er sjove, ærlige, rørende og skøre på hver deres måde. Men jeg er generelt ikke så god til at få læst så mange blogs. Jeg zapper nok mest rundt i opskrifter for at inspireres til at lave dem Sydhavnsk – mel- og sukkerfrie, og jeg bliver eddermanme også drillet med det. Jeg er jo næsten “‘kendt’ i bloggerverdenen som hende der laver skide sunde opskrifter ud af ingen ingredienser, ha ha.

Fortæl mig 5 ting om dig, jeg ikke ved:

Jeg har arbejdet som fast skribent for mandemagasinet M! i flere år, jeg har haft tungepiercing, læbepiercing, næsepiercing og selv piercet mig med en kanyle i hånden (ad!) da jeg gik i folkeskole (det hele var virkelig grimt!), jeg har svømmet med alligatorer i junglen i Brasilien (det var virkelig dumt!), jeg er vokset op i kollektiv og drømmer selv en smule om at flytte i bofællesskab med min egen familie, men tror desværre ikke jeg deler interessen med min mand, og det jeg er aller gladest for ved mig selv er min skostørrelse. Jeg bruger str. 38, og kan altid finde pæne sko. Bare skide ærgerligt at jeg ikke kan finde ud af at gå med hæle. Dét gad jeg herre godt at ku’!

8

Et godt råd til en kommende blogger in spe?

Gør det hvis du ikke kan lade være! Skriv fordi du kan lide det, og om det du selv synes er spændende. Drop at skrive om hvad du tror andre vil læse, for som læser kan man mærke om gnisten er der – og det er den der gør at man kommer igen :-)

Skriv en kommentar









1 kommentarer


  1. VenterPaaVinBlog

    Sydhavnsmoar er et hit. Jeg lærer heller aldrig det med hæle, men elskerelsker også nye sko, støvler og sneaks.
    Lækkert tøj i øvrigt 😍