Månedens PLUS blog: Bedre form

   



Navn: Pernille. Alder: 26 Blog: www.bedreform.bloggersdelight.dk By: København

Hvad laver du til dagligt?

Contract manager

Hvor længe har du blogget?

I ca. 10 måneder

Hvad får du ud af at blogge og hvor lang tid bruger du på det dagligt?

Da jeg næsten udelukkende skriver om sundhed og motion på bloggen, bliver jeg selv inspireret og motiveret til at leve sundt. Faktisk startede jeg bloggen i sin tid, fordi jeg ønskede at komme i bedre form (deraf navnet), og det er helt sikkert lykkedes. I gennesnit bruger jeg omkring 1 time dagligt på at blogge og besvare kommentarer.

Hvilket indlæg på din blog er du mest stolt af?

Jeg har faktisk lige startet et nyt projekt på bloggen, hvor man kan følge 6 piger med hver deres nytårsforsæt. Hver måned skriver de et indlæg omkring deres fremskridt og op- og nedture, og jeg tror det bliver rigtig sjovt og inspirerende at følge (http://bedreform.bloggersdelight.dk/2013/01/folg-deres-nytarsforsaet/). Af egne indlæg er jeg mest stolt af indlægget omkring mit træningsprogram. Ikke fordi indlægget er det mest spændende i sig selv, men fordi jeg ved, at programmet virker og giver hurtige resultater. (http://bedreform.bloggersdelight.dk/2012/08/styrkeprogram/)

Har du nogle guilty pleasures?

Dem har jeg masser af! Den første som nok springer i øjnene (da det jo er en sundhedsblog), er min store kærlighed til chokolade. Jeg prøver dog så vidt muligt at begrænse mit (mis)brug til weekenderne, så jeg ikke lever i en sukkerrus resten af ugen ;)

Fortæl lidt om dine personlige træningsrutiner – hvad virker for dig?

Jeg mener, at det er vigtigt at kombinere styrke- og pulstræning. Normalt træner jeg hver anden dag, og skifter mellem de to træningsformer. Lige pt. er jeg vild med thaibo, når min puls skal i vejret, og når jeg styrketræner, kombinerer jeg mit eget program med øvelserne, som min personlige træner har givet mig. Det vigtigste er dog, at man ikke giver op, men at man træner kontinuerligt (3-4 gange om ugen) – det er her man virkelig kan se resultater!

 Hvilke(t) produkt kan du ikke leve uden? 

Min iPhone, leopartplettet tøj og Nutramino proteinbarer.

Nogle gode råd til en der gerne vil i gang med at træne?

Start i dag! Du kan planlægge det nok så meget, men det eneste der virker er at komme igang.

Hvilke blogs er dine favoritter og hvorfor?

Lige pt. er jeg blevet lidt fanget af lifestyle blogs. Jeg læser bl.a. The Londoner og By Celina. Af danske bloggere er jeg vild med Stylejunkie og The MB lifestyle.

Et par gode råd til en ny blogger?

Blog om noget du gerne selv vil læse om, for så er der sikkert også andre der vil. Jeg blogger om sundhed, fordi det er noget, der fylder meget af min hverdag, og fordi jeg aldrig får nok af emnet. Af mere konkrete råd vil jeg anbefale, at man melder sig til på Bloglovin, og at man jævnligt skriver nye indlæg, så ens læsere husker at kigge forbi :)

Besøg bedreform bloggen lige her.

Du kan oprette din egen blog hos Bloggers Delight lige her.



Skriv en kommentar